Status på sammenlægning i Social- og Boligstyrelsen

20-01-2023

Her findes mail vedr. status på sammenlægning i Social- og Boligstyrelsen fra Social- og Boligstyrelsens direktør. Ressortoverførte medarbejdere har også modtaget mail i deres indbakke.

Kære alle

Det ligger mig meget på sinde, at I løbende bliver orienteret om den ressortdelingsproces, som vi står i. Derfor får I her en kort orientering om, hvad der rører sig i disse dage. 

I denne uge har vores stabschefer, Maria og jeg været på besøg hos vores nye kolleger fra det tidligere Bolig- og Planstyrelsen i København. Vi har holdt en række møder med alle medarbejdere, der nu er en del af Social- og Boligstyrelsen. Der har været møder med tillidsrepræsentanter, med de faglige kontorer og med stabsmedarbejdere, som overdrages, samt med fire kontorchefer og vicedirektøren på bolig- og byggeriområdet.

Møderne har vi brugt på at byde velkommen, fortælle om Social- og Boligstyrelsen, der nu er vores fælles arbejdsplads samt orientere om den igangværende proces omkring ressortdeling. 

Som det tidligere er meldt ud, så overdrages 13 medarbejdere fra staben til Social- og Boligstyrelsen. Alle 13 medarbejdere har været inviteret til en individuel samtale mhp. at tale om opgaver og ønsker til det fremadrettede samarbejde. Det er klart, at det kan være en svær situation, men vi gør alt, hvad vi kan for at sikre en god dialog og for at gøre processen så behagelig og smidig som muligt.

Det fulde billede af, hvem og hvor mange af de 13 stabsmedarbejdere, der evt. kommer til at få arbejdssted i Odense, og hvem der fremadrettet kan løse opgaver fra København, er fortsat i proces. Det er det, fordi det betyder meget for os at få vores nye kolleger godt ombord. Vi har derfor et stort fokus på at lytte til deres ønsker. Stabscheferne fortsætter derfor dialogen med medarbejderne mhp. at finde de bedst mulige løsninger for både medarbejdere og styrelsens opgavevaretagelse. 

Det har fra start været afklaret, at medarbejderne i de fire faglige kontorer fortsat skal arbejde i København. Det er dog fortsat uvist på hvilken adresse. Vi afventer fortsat en afklaring fra ministeriet om, på hvilken adresse det bliver. Det er selvfølgelig beklageligt, at vi endnu ikke kender den. Vi håber, at det falder på plads meget snart.

Foruden ovenstående, som selvfølgelig rejser spørgsmål hos de berørte, så hører jeg også løbende om spørgsmål til en kommende fælles hjemmeside, til opdaterede procedurer og sagsgange, om vi snart får nye mailadresser mv. Alt det arbejdes der også på. Noget kan falde på plads relativt hurtigt, mens andet tager tid. Efterhånden som de forskellige ting er klar og kan implementeres, vil I høre om det via særligt intranettet.

Vores nye fælles hjemmesidedomæne bliver www.sbst.dk. I første omgang vil den 1-1 erstatte www.socialstyrelsen.dk. Det forventes, at www.sbst.dk tages i brug i næste uge. Hvis man efter skiftet tilgår www.socialstyrelsen.dk, vil man automatisk lande på www.sbst.dk.

Der vil komme mere info på intranettet til de af jer, der arbejder med dokumenter mv., hvori der henvises til www.socialstyrelsen.dk.

Der vil blive igangsat en proces, hvor bolig- og byggeriområderne flyttes fra www.bpst.dk til www.sbst.dk. Indtil videre vil siderne uændret skulle tilgås via www.bpst.dk.

Fredag d. 3. februar vil vi sammen markere vores nye styrelse. Det gør vi med Fælles Fredag, der er en videreført tradition fra Socialstyrelsen. Fælles Fredag afvikles som udgangspunkt kl. 9.30-10.00 den første fredag i måneden. Til Fælles Fredag tjekker man ind – enten fysisk eller virtuelt – til nyt fra direktionen, orienteringer fra diverse medarbejderorganisationer samt fællessang. Der vil den 3. februar være en let forplejning, og jeg vil byde velkommen fra København-lokationen. Jeg håber at se mange af jer.

 

Rigtig god weekend!

 

Med venlig hilsen

Ellen

Ellen Klarskov Lauritzen

Direktør