Aktindsigtsanmodninger behandles og afgøres i og af de enkelte fagområder. Juridisk sekretariat hjælper gerne ved konkrete tvivlsspørgsmål og kan inddrages til generel sparring.
Når du modtager en anmodning om aktindsigt, skal du starte med at identificere, hvilke oplysninger der søges aktindsigt i, og om anmoder er part i sagen. Du skal nemlig kunne vurdere, om anmodningen skal behandles efter miljøoplysningsloven, offentlighedsloven eller forvaltningsloven.
Hvis anmoder er er part i en sag, som styrelsen træffer afgørelse i, skal anmodningen som udgangspunkt behandles efter forvaltningslovens regler (partsaktindsigt). Vær opmærksom på, hvis oplysningerne er miljøoplysninger, så skal der gives aktindsigt efter reglerne i den gamle forvaltningslov.
Mange af styrelsens sager indeholder det, der defineres som miljøoplysninger, hvorfor mange anmodninger om aktindsigt skal behandles efter miljøoplysningsloven og 1985-offentlighedsloven. Sonderingen om oplysningerne er miljøoplysninger er vigtig, da offentligheden har videre adgang til oplysninger, der er miljøoplysninger. Du kan læse mere om aktindsigt efter miljøoplysningsloven i fanen til venstre.