Det er tid til en ny arbejdspladsvurdering og trivselsundersøgelse i Plan-og Landdistriktsstyrelsen.
Med regeringsdannelsen 15. december 2022 er der gennemført organisatoriske forandringer, der stiller krav til gennemførsel af en arbejdspladsvurdering (APV), da disse ændringer kan have betydning for dit arbejdsmiljø. Derfor skal der nu foretages en ny APV, der lægges sammen med en trivselsundersøgelse.
Sådan kortlægges arbejdsmiljøet og trivslen
Kortlægning af Plan- og Landdistriktsstyrelsens psykiske arbejdsmiljø og trivsel blandt medarbejdere gennemføres som én samlet og anonym spørgeskemaundersøgelse i uge 49 til 51.
Spørgeskemaet sendes til medarbejder uden ledelsesansvar, og du vil modtage en invitation til undersøgelsen på din arbejdsmail.
Kortlægning af det fysiske arbejdsmiljø gennemføres samtidigt for medarbejdere med arbejdspladslokation i København. Medarbejdere i København vil derfor også modtage et spørgeskema til kortlægningen af det fysiske arbejdsmiljø.
For medarbejdere med lokation i Nykøbing Falster gennemføres en fysisk APV i foråret 2024, da man først skal finde sig til rette i de nye lokaler.
Din besvarelse er vigtig
For at få et retvisende billede af dig og dine kollegers oplevelse af arbejdsmiljøet og trivsel er det afgørende at få en høj svarprocent. Derfor er din besvarelse vigtig.
Din besvarelse i kortlægning af den psykiske APV er anonym og data bliver behandlet fortroligt. Besvarelser der vurderes at eksponere en medarbejder, vil blive sorteret fra, for at bevare anonymiteten. Derudover vil resultater med under fem besvarelser ikke fremgå i en afrapportering. Det vil derfor ikke være muligt at ”gætte” sig frem til, hvem der har svaret hvad på diverse spørgsmål.
Din besvarelse i kortlægningen af den fysiske APV er ikke anonym.
Hold dig ikke tilbage
Da kortlægningen af den fysiske APV først gennemføres i foråret 2024 for medarbejdere med lokation i Nykøbing Falster, skal du ikke holde dig tilbage frem til da, hvis du mangler værktøjer, redskaber eller andet, der kan forbedre dit fysiske arbejdsmiljø allerede nu. Du skal derfor endelig rette henvendelse til din arbejdsmiljørepræsentant herom.
Kontaktoplysning på arbejdsmiljørepræsentant
Nykøbing Falster: Susanne Høgdal: sushog@plst.dk
København: Helene Føns Sønderskov: helfon@plst.dk