Etablering af nyt parkanlæg i gang (Kbh.)

27-08-2024

Arealet mellem vores bygning og Trafiktårnet bliver nu til et nyt parkanlæg.

Om lidt anlægges afslutning af Det Grønne Strøg ved Kalvebod Brygge. Det samlede strøg bliver til et nyt pusterum i naturen med plads til vilde planter, nye udendørs opholdsrum og stiforbindelser. Samtidig nedlægges det midlertidige parkeringsområde mellem Trafiktårnet og tårnene.

Et nyt parkanlæg etableres som en forlængelse af tårnenes afslutning på Kalvebod Brygge. Arealet er en del af et delvist hævet landskabeligt strøg, der løber fra Bernstorffsgade i nord og skal munde ud i den kommende Postby i syd, som et grønt alternativ til den massivt trafikerede Kalvebod Brygge.

Statens del af arealet kaldes Det Grønne Strøg og vil være en naturlig forlængelse af kontorknudepunktets indre grønne forløb. Arealet skal bestå af dels vilde planter, træer og buske, ligesom der etableres mindre opholdsområder med bænke, stiforbindelser samt regnvandsnedsivning for området. Desuden etableres flere cykelstativer mellem Trafiktårnet og tårnene.

 

Projektet forventes at påbegynde i primo september 2024 med afskærmning af området i medio september.

Opstarten indebærer blandt andet, at entreprenøren foretager jordprøver, forud for opsætning af hegn. Det betyder, at sidste dag for parkering i området mellem Trafiktårn Øst og Carsten Niebuhrs Gade 43 (se evt. nedenstående foto) er fredag den 30. august 2024, hvorefter Apcoa Parking ophører overvågning af pladsen. Der er fortsat mulighed for at parkere i parkeringskælderen på etagerne -1 og -2 som normalt.

For gående og cyklister betyder det desuden, at adgangen sydfra til kontorknudepunktet er begrænset, ligesom der forventes støj fra almindelig anlægsarbejder frem til projektet står færdigt. Det er forventningen, at projektet står færdigt ved årsskiftet 2024/2025, dog med forbehold for plantearbejder og/eller planter, der skal etablere sig – eksempelvis arealer med plæne.