Finanslov

Ifølge Grundloven må ingen udgift afholdes uden hjemmel i en af Folketinget vedtaget bevillingslov, og skatterne må ikke opkræves, før en bevillingslov for det pågældende finansår er vedtaget. Man kan således sige, at alt, hvad vi i staten bedriver, kan være hjemlet (bevillingsmæssigt) heri, før det kan bæres ud i livet.

Når vi taler om finanslovsprocessen ledes tankerne typisk hen på det ofte hektiske (og velpublicerede) slutløb i forbindelse med finanslovsforhandlingerne; trætte partiledere præsenterer stolt deres resultater efter en lang nats forhandlinger i det berømte Struensee-værelse i Finansministeriet, hvor forhandlingerne foregår. For embedsværket er sagen dog, som så ofte, anderledes og mere teknisk. I dag kan du læse om finanslovsprocessen set fra vores styrelse, og om hvordan vores faglige bidrag og politikudspil bliver omsat til praksis.

Finanslovsprocessen består i korte træk af arbejdet med Forslaget til Finanslov (FFL) og Ændringsforslagene (ÆF), som efter den endelige finanslovsaftale udgør selve Finansloven (FL) for det pågældende år.

Finanslovsforslaget skal, jævnfør grundloven, fremsættes for Folketinget seneste fire måneder før finansårets begyndelse, og offentliggøres der typisk ultimo august. Inden da er der imidlertid meget der skal nås:

  • Ved slutningen af vinteren modtager hvert ministerie en overordnet økonomisk ramme med udgangspunkt i Finanslovsaftalen og summen af bevillingerne i de såkaldte ”budgetoverslagsår” i det forgangne års finanslov.
  • Når rammen er udmeldt påbegyndes ministeriets interne budgetproces ved, at departementets økonomi/finanslovskontor indhenter bidrag til et prioriteringsoplæg, en art bruttoliste med forslag til ministeren. I denne forbindelse indkaldes også bevillingstekniske bidrag vedr. opstillingen af Bolig- og Planstyrelsens paragraffer på finansloven.
  • Departementet går dernæst i dialog med Finansministeriet omkring ministeriets samlede budgetbidrag/bidrag til FFL. I denne proces besluttes nettolisten med konkrete initiativer på ministeriets ressortområde, der indgår i det endelige finanslovsforslag, som forelægges regeringen.
  • Efter tiltrædelse i regeringen fremsættes finanslovsforslaget, dog senest d. 1. september.

Forhandlingerne om finansloven påbegyndes straks efter folketingets åbning og starten af det nye folketingsår (første tirsdag i oktober). Igennem disse forhandlinger finder parterne frem til ændringer og tilføjelser, som indarbejdes i ændringsforslagene.

Disse politiske ændringsforslag (eller PÆF) er imidlertid kun én af tre gennemskrivninger af FFL, som pågår frem til indgåelse af finanslovsaftalen. Det endelige bidrag til ændringsforslagene udgør altså af:

  • Tekniske ændringsforslag (eller TÆF): Allerede inden Folketingets parter er begyndt at nå til enighed om konkrete initiativer vil Finansministeriet indkalde et bidrag med ændringer og korrektioner til FFL. FFL-processen er ofte noget hektisk, og det er ikke sjældent at der sniger sig fejl og forglemmelser ind.
  • Politiske ændringsforslag (PÆF): I perioden fra folketingets åbning og normalt frem til start/midt december forhandler Folketingets parter om de konkrete initiativer i FFL – om noget skal droppes eller tilføjes. I forbindelse med de just overståede forhandlinger blev der fx forhandlet en pulje til etablering af byhaver på tagterrasser ind.
  • Konjunkturmæssige ændringsforslag (eller KÆF): Endelig foretages en konjunkturbestemt korrektion af væsentlige finansielle poster på baggrund af den seneste Økonomiske Redegørelse.

Disse udgør tilsammen ændringsforslagene til finanslovsforslaget, og indarbejdes heri foruden for Folketingets formelle vedtagelse af kommende års finanslov. Mange kollegaer på tværs af styrelsen bidrag direkte eller indirekte til både finanslovs- og ændringsforslag; nogle udvikler initiativer eller omkostningsestimater til prioriteringsoplægget, mens andre bistår i forbindelse med beregninger til ændringsforslagene.

Mere information om finanslovsprocessen findes på Finansministeriets hjemmeside:

Finansministeriet: Arbejdet med Finansloven

Find aktuel finanslov her

Kontaktoplysninger